grøntsagsboller med fyld

Nemme grøntsagsboller

I går bagte jeg disse meget nemme grøntsagsboller, og de smagte så godt, at de er egnet til at komme på bloggen. Jeg lavede små sandwicher ud af dem, som jeg spiste til frokost.

De er ret svampede og bliver derfor ikke tørre, som meget glutenfrit brød gør. Det er jo ikke som at få en almindelig hvedebolle, men det er en skønt alternativt, synes jeg.

Opskriften giver 10-12 stk.

  • 3 æg
  • 1 stor revet squash
  • 2 revet gulerødder
  • 2 spsk. chiafrø
  • 2 spsk. sesamfrø (Eller hørfrø, solsikkefrø eller græskarfrø)
  • 1 dl *havregryn (Blend evt. havregryn, hvis du ønsker en mindre grov udgave af bollerne)
  • 1-2 spsk. HUSK
  • 1 tsk. bagepulver

*Havregryn i sig selv er glutenfrie, men hvis du er allergisk eller intolerant overfor gluten skal du vælge glutenfri havregryn, da havregryn kan indeholde spor af gluten fra selve håndteringsprocessen. 

Dræn de revne grøntsager i et viskestykke, og bland alle ingredienser sammen. Lad “dejen” stå i 10 min., så HUSK-fibrene, chiafrø og havregryn suger væsken til sig.

“Dejen” skal være en smule våd, men hvis den er for våd, kan du komme lidt mere HUSK i eller presse væsken fra, inden du kommer bollerne på en bageplade.

Bollerne skal være en smule flade. Bag dem i ovnen i 25-30 min. ved 180 grader.

Velbekomme.

Kærligst Tina